DNB Danmark lancerer SEPA Instant Credit Transfer

Virksomhet

Fra den 31. august 2026 indfører DNB Danmark en ny betalingstjeneste: SEPA Instant Credit Transfer (SEPA-straksbetalinger).

SEPA Instant Credit Transfer implementeres i hele Europa for at muliggøre hurtigere eurobetalinger mellem deltagende banker. Det har været obligatorisk siden januar 2025 for banker i euroområdet at modtage straksbetalinger, og sende dem siden oktober 2025. Derfor kan de fleste banker i lande, hvor euroen er den lokale valuta, allerede håndtere SEPA-straksbetalinger. I europæiske lande, hvor euroen ikke er den lokale valuta, sker implementeringen gradvist, og tilgængeligheden kan derfor variere fra bank til bank.

Vigtige fordele ved SEPA Instant Credit Transfer

  • Pengene når frem til modtageren indenfor 10 sekunder.
  • Tilgængelig døgnet rundt hele året (24/7/365), herunder i weekender og på helligdage.
  • Ingen ekstra gebyrer sammenlignet med en almindelig SEPA-overførsel.

SEPA Instant Credit Transfer tilbyder en hurtigere og mere bekvem måde at foretage eurobetalinger på, hvilket hjælper både virksomheder og privatpersoner med at optimere likviditetsstyringen og få hurtigere adgang til midlerne.

I første omgang vil tjenesten kun være tilgængelig for konti i euro (EUR). Det er planen at udvide løsningen til konti i andre valutaer i perioden fra 4. kvartal 2026 til 1. kvartal 2027. Udgående SEPA Instant-betalinger kan i starten kun registreres manuelt via DNB Connect, men understøttelse af filbaserede SEPA Instant-betalinger vil blive indført på et senere tidspunkt.

Betalinger, der sendes som SEPA Instant-betalinger fra og med den 31. august 2026, vil blive afvist, hvis modtagerkontoen er i en anden valuta end euro.

I sådanne tilfælde vil afsenderen modtage følgende fejlmeddelelse: "CURR - Creditor account is not EUR account".

For modtagere af denne type betaling kræves følgende tiltag inden den 31. august 2026:

  • Anmod dine kunder om at foretage betalinger til din EUR-konto.
  • Hvis du ikke har en EUR-konto, skal du kontakte DNB og anmode om at få oprettet en. Du skal derefter oplyse denne konto som modtagerkonto til dine kunder.
  • Alternativt kan du bede dem om at registrere betalingen som en almindelig SEPA-betaling (der vil så ske en automatisk valutaveksling, hvilket betyder, at betalingen ikke bliver afvist.

Lande omfattet af SEPA: Single Euro Payments Area (SEPA) omfatter alle EU-medlemslande samt Andorra, Gibraltar, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien og Vatikanstaten.